Julen handler om hygge, nærvær og selvfølgelig – mad.
Men mens vi her i Danmark dækker bordet med and, flæskesteg, brun sovs og risalamande, fejrer resten af verden jul med retter, der både overrasker, inspirerer og nogle gange får os til at smile lidt.
Kom med på en julekulinarisk rejse, hvor vi dykker ned i nogle af de sjoveste og mest anderledes madtraditioner fra hele verden i december.
Japan – julemiddag på KFC
En af verdens mest kendte og mest overraskende juletraditioner kommer fra Japan:
Julemiddag fra Kentucky Fried Chicken.
Det startede som en reklamekampagne i 1970’erne og blev hurtigt så populært, at japanerne den dag i dag forudbestiller deres “Kurisumasu ni wa Kentakkii”-menu flere uger i forvejen. Menuen består typisk af sprød kylling, coleslaw og julelagkage.
En sand reminder om, at julens smag er dét, man gør den til.
Vil du have sprød kylling her i juletiden? Så læs med her:
Cremet nudelsuppe med sprøg kylling
Italien – syv fisk på én aften
I Italien – især i Syditalien – spiser man La Vigilia, også kaldet “The Feast of the Seven Fishes”. Her serveres en række retter med fisk og skaldyr den 24. december.
Det kan fx være:
- bagt torsk
- pasta med muslinger
- calamari
- rejer i olie
- stegte sardiner
Det er en let og festlig måde at fejre juleaftenen på – og en tradition, der gør december lidt mere middelhavslækker.
Her finder du en lækker pastaret med muslinger, som du fx kan bruge i december:
Tyskland – julemarked med Würst, Glühwein og brændte mandler
Tyskerne har Europas mest ikoniske julemarkeder, og maden spiller en hovedrolle:
- Glühwein (varm krydret vin)
- Bratwurst i brød
- Kartofelpuffer (kartoffelpandekager)
- Gebrannte Mandeln (brændte mandler)
Det er umuligt at gå igennem et tysk julemarked uden at følge duften – og uden at spise sig mæt i stemning. Tyskernes julemarkedstraditioner har efterhånden også smittet godt og grundigt af på vores egne julemarkeder – og det brokker vi os bestemt ikke over her hos opskrifterholdet.
Tjek vores gløgg ud, hvis du vil have gang i julestmeningen:
USA – julecookies til julemanden
I USA er det fast tradition, at børn er med til at bage julecookies og stiller dem frem sammen med et glas mælk til julemanden.
Det er en tradition fyldt med magi – og måske en af årsagerne til, at julemanden er så rundkindet?
Cookies kan være alt fra:
- chokoladecookies
- sukkerkager pyntet med glasur
- pebermyntecookies
- honningkagemænd
En hyggelig bageaktivitet for hele familien.
Vil du forkæle julemanden? Så tjek denne opskrift ud:
England – Christmas pudding og “cracker”-middag
I England er Christmas pudding et must.
Det er en kompakt, krydret kage fyldt med tørret frugt, som dampes i timevis. Nogle gemmer en mønt i kagen – finder man den, giver det held i det kommende år. Det bringer vist nok ikke held, hvis man kommer til at spise den.
Samtidig hører de farverige Christmas crackers til julemiddagen. Man trækker dem fra hinanden med et lille “pop!”, hvorefter der dukker små gaver, papirhatte og jokes op. Dem er vi også mange danskere, der kender godt til.
Mexico – tamales og varme drikke
I Mexico er julen uadskillelig fra tamales – majsdej fyldt med kød, ost eller chili, pakket ind i majsblade og dampet. Det tager tid, så hele familien hjælper til i køkkenet. De bliver ofte serveret med atole, en varm og let sødet majsdrik.
En hyggelig og hjertelig tradition med plads til alle generationer.
Danmark – risalamande og mandelgave
Vores egen juleklassiker fortjener også en plads. Risalamande er måske den ret i verden, hvor det er mest legitimt at spise en ekstra portion “for at finde mandlen”. Mandelgaven varierer, men konkurrencen er den samme:
Hvem tygger langsomst og mest mistænkeligt? En sjov og helt unik tradition, som gæster fra udlandet altid undrer sig over.
Se en af vores risalamandeopskrifter her:
Mad binder julen sammen
Selvom retterne varierer fra land til land, er én ting fælles for alle juletraditioner i verden:
Mad er en måde at samles, hygge og skabe minder på.
Om det er kylling i Japan, fisk i Italien, pudding i England, cookies i USA, tamales i Mexico eller vores egen risalamande i Danmark – så er smagene og traditionerne med til at gøre december til noget helt særligt.