2022 har været et hektisk år, der har budt på store danske sportspræstationer, et historisk folketingsvalg, en tragisk krig i Ukraine og en omdiskuteret verdensmesterskab i fodbold nede i Qatar. Men det skal ikke sætte sorte skyer over den fantastiske og dejlige jul, vi har haft med vores familie og venner. Nu er det atter tid til at fordøje al den gode og fede mad i ro og mag, og mens vi eftertænksomt kigger ud ad vinduet på vores arbejdsplads eller nyder roen hjemme i den varme stue, kan vi nu se frem til årets sidste, festlige højdepunkt. Nemlig nytårsaften.
Har du allerede planlagt den helt store nytårsmenu? Hvis ikke så fortvivl ej. Her kommer vi fra Opskrifter.dk med vores bedste bud på, hvordan du kan sammensætte en lækker og elegant nytårsmiddag, der vil imponere alle dine gæster.
Appetizer
Klokken er 18, og Dronningen holder sin nytårstale. Alle står med et glas bobler i den ene hånd, men hvad skal der så være i den anden? Det skal naturligvis være en lille appetizer. En lille anretning, som alle kan nyde, og som ikke mætter det helt store, inden forrettens entre. Der vil blinis med laks være en oplagt og delikat mulighed, som samtidig vil passe rigtig godt til det ene eller de to glas bobler, man nyder under Hendes Majestæts tale.
En anden rigtig god appetizer, som også vegetarer kan være med på, er en diptallerken med hjemmerørt hummus, tzatziki og taramasalata, og så hjemmebagt naanbrød til. Udover, at denne appetizer vil have flotte farvekombinationer og variationer i smag, vil det være nemt og overskueligt at nyde, for det kræver ikke nogen form for bestik. Og med alle de græske specialiteter, vil ikke bare dine gæster, men også selveste Zeus, gudernes konge, nikke anerkendende.
Forretten
Til forret kommer man formentlig ikke uden om fisk. For fisk fungerer bare godt og glimrende til enhver start på en lang og smagfuld middag. Det samme kan man sige om andre af havets frugter, herunder skaldyr, men især også om avocadoen, der både kan bidrage med fedme, blødhed og friskhed til stort set alle anretninger. Som forret er tunfisketartar en naturlig kandidat med dens vidunderlige kombinationer af syren fra balsamicoen, skarpheden fra korianderen og friskheden fra tunsteaken. En frisk og spændstig ret, men måske lidt for oplagt?
Hvis det er tilfældet, så vil en carpaccio og avocadocarpaccio til vegetarer være en super forret at servere, der både er nem at anrette og tager ingen tid at tilberede. Her kan alle være med, men hvis du vil tage den helt store kanin op af hatten, er hummerbisque uden tvivl forretten over dem alle med dens søde, dybe og intense skaldyrssmag. Man kan selvfølgelig også lave bisquen af jomfruhummere eller krabber, der bestemt ikke gør forretten mindre appetitlig. Disse skaldyr vil alle gå ”klo i klo” med nytårets stemning af elegance og klasse.
Hovedretten
Når det kommer til hovedretten, så er det svært ikke at nævne den ubetingede konge af nytårsklassikere: Nytårstorsken. Der findes mange historier om, hvorfor torsken er blevet en fast del af danskernes nytårsmenu, men sikkert er, at torsken gennem tiden er blevet betragtet som en luksuriøs nytårsspise, der besidder et hav af tilberedningsmuligheder. Og uanset hvordan torsken skal havne på dit middagsbord d. 31. december, så er dampet torsk med blomkål og safran en sikker vinder, som smager forrygende.
Hvis man gerne vil servere andet end fisk til hovedret, så har vi et bud eller to på rigtig lækre og festlige hovedretter: Bøf Wellington eller selleribøf med flødekartofler og grøn pebersovs. Disse retter er klart nogle, man ikke får hver dag, og som både er gastronomiske og ekstraordinære på hver deres måde. Der skal nok blive stille omkring bordet, når de første øjekast rammer disse hovedretter, hvor en simpel salat eller nogle stegte asparges også virker helt naturlige at sammensætte hovedretten med.
Desserten
Så er det blevet dessertens tur til at få lidt opmærksomhed. Her trænger vi til et lidt sødt og forfriskende pust, der kan runde middagen rigtig godt af og gøre os klar, til klokken slår 12. Her anbefaler vi vores opskrifter på passionsfrugtsmousse eller citronfromage, der alle er superluftige, frugtige, ikke så tunge og elegante desserter. Her vil friske bær og chokoladeknapper komplimentere rigtig fint.
Hvis der går lang tid, før klokken slår 12, og man ønsker lidt hjælp til at være lidt mere vågen, så vil en intens tiramisu og en lille espresso ved siden af være det perfekte valg. Ønsker man derimod at gøre en smule mere ud af sin dessert, måske en lille opvisning med lidt flair, så kan man med fordel lave creme brulée og få gæsterne til at svimle i begejstring. For en let flambering af sukkeroverfladen lige foran gæsternes tallerkener med en gasbrænder, kan kun gå hen og efterlade dig med bifald og klapsalver fra gæsternes side af.
Ekstranummeret
Nytår er ikke det samme uden kransekage. En rigtig god kransekage har et blødt bid, en dyb smag af marcipan og et kegleformet look. Når det hele startede med en appetizer og et glas bobler, så ligger det lige til højrebenet at slutte middagen af med et stykke kransekage og et glas champagne.
Vi har desværre ikke en opskrift på champagne, men vi har til gengæld en opskrift på kransekage, og har man mod på at tilføje et twist til nytårsklassikeren, så kan vi anbefale vores opskrifter på kransekagetoppe med ingefær og kransekage med nougat.
Så er der vist ikke så meget andet end at ønske jer alle et rigtig godt nytår og al held og lykke med jeres nytårsmenu.
Vi ses i 2023.