Julelege - vild ungdom!

Nu er det december, og julens mange arrangementer, opgaver og forberedelser fylder efterhånden godt op i hverdagen. Julefrokosterne, som vi kiggede nærmere på i sidste uge, løber af stablen for fuld musik, og den gode julemad forsøder den travle måned. Vi smovser i karrysild, ribbensteg og risalamande til julefrokosterne. Og selvfølgelig udfylder julelegene også deres plads blandt de kendte traditioner. En julefrokost uden et par gode quizzer og en pakkeleg bliver nok regnet for en tam affære, så lidt spas og løjer må der til.

Julelege vi kender

Julelegen over dem alle er nok den efterhånden obligatoriske pakkeleg, hvor alle medbringer et par små pakker til det fælles bord, og så spiller man med terninger om gaverne – en sekser udløser en gave (, men husk nu at sende de terninger videre lidt hurtigere, ikk’ oss’, Svend Åge!!!). Fordelen ved pakkeleg er, at den kan tilpasses deltagerne, og derfor egner den sig fint til både børn og voksne. Nogle benytter stopursmetoden, hvor de hurtigste, og heldigste, får flest gaver. Andre kører med flere runder, hvor gaverne fordeles i første runde, og så er der stjælerunden bagefter, hvor ingen kan vide sig sikre på gavehøsten, før tiden pludselig er gået. Endelig kan man tilføje en afsluttende runde, efter at gaverne er pakket op – det kan godt anbefales, især hvis der ikke er små børn med i legen. Ud over reglerne er det mest kreative element i pakkelegen at gøre noget ud af indpakningen, gavens tyngde eller lyd, som kan få en gave til at blive mere populær. Det er først rigtig nisseskægt, hvis indholdet viser sig at være langt mindre interessant, end gavens indpakning antydede.

De frække gamle dage…

Kaster vi blikket lidt længere tilbage i tiden, så var julelegene nogle helt andre dengang – de var både frækkere og mere fysiske, end man måske forestiller sig det i dag. Der er nemlig god grund til, at ordet ”julelege” har en klang af noget flabet, og det er heller ikke tilfældigt, at mange vil opfatte en person, der laver julelege, som lidt ufin i kanten, ja ligefrem skummel eller utilregnelig. I vores Me Too-tid, hvor selv små hentydninger eller bemærkninger hurtigt kan få pustet liv i krænkelseskulturens letantændelige gløder, vil mange nok være temmelig tilbageholdende med indholdet i julelegene. Det må gerne være sjovt, men det skal helst være uskyldigt.

Sådan har det bestemt ikke altid været! Her tænker vi ikke kun på banale flirterier eller sjov med kopimaskinen til julefrokosten på kontoret, da onkel Kurt og tante Lise var unge. Julestuer med tilhørende julelege går endnu længere tilbage, og var, især blandt unge i by og på land, i bund og grund en form for datidens speeddating. Kigger vi tilbage til 1700-tallet og tidligere, var julestuer og de dertilhørende julelege simpelthen en anledning, hvor fx de unge landboere, gårdejersønner og -døtre, samt piger og karle, havde mulighed for at mødes og komme i nærkontakt med hinanden i ly af decembermørket. Når maden var spist, og det gode juleøl var drukket, så gik legene i gang. Man kunne fx ”trille julekage” eller ”nippe strå”, og nok lyder disse lege uskyldige, men de involverer en anseelig grad af kropskontakt – med andre ord kunne tingene hurtigt udvikle sig, og så har vi ikke sagt for meget. Det medførte ind imellem efterfølgende forlovelser, endda ægteskaber, så det er ikke helt forkert at sige, at julelegene i nogle tilfælde var et spørgsmål om at få sikret arvefølgen. Lidt mere jordnært sagt: Det var ikke en dårlig anledning til at få smedet folk sammen i den hellige ægtestand, så der kunne komme noget lovformeligt født afkom ud af hurlumhejet, for der skulle jo friske kræfter til i produktionsapparatet på landet. Smart!

Moralsk forargelse!

Med nutidige bornerte ører kan det lyde ganske tøjlesløst, og julelegene vakte bestemt også moralsk forargelse i samtiden. I 1700-tallet gik forargelsen dog mere på det religiøst anstødelige i, at folk, der ikke var gift med hinanden, tumlede rundt i høet og lavede gud ved hvad! I 1736 skriver Erik Pontoppidan (1698-1764), der var hofpræst og pietist, en bog med titlen ”Fejekost til at udfeje den gamle surdej”, hvor ”surdej” er en reference til førkristne eller katolske skikke. I bogen skriver han blandt andet sådan her om julestuernes udskejelser: ”Det er sørgeligt, at jo større Festerne ere, des større Synder fremme de, og at de Dage, som fornemmelig skulde bidrage til Guds Ære, fornemmelig bidrage til Spot og Skam for Himmelen.” Pontoppidan fortsætter med en længere udredning om, at Jesu fødsel i sig selv bør være rigeligt til, at man opfyldes med uendelig glæde, så ingen ordentlige kristne bør have behov for de ugudelige julestuer med deres syndige lege og desuden hæmningsløse svælgen i mad og drikke.

Ludvig Holberg så anderledes jordnært på sagerne i komedien ”Julestue” fra 1724: ” Gid jeg havde en daler for hver en piges jomfrudom, der er gået af stablen ved sådanne lejligheder.”

Julestuerne bliver ad flere omgange forbudt ved lov. Første gang af Christian d. 4. i 1629, men man ved med sikkerhed, at traditionerne fortsatte ude på gårdene og i laderne langt op i 1800-tallet. Måske skal vi være glade for det, for ellers havde en del af os nok slet ikke været her i dag og dermed ikke været i stand til at tage del i julens mange glæder – ikke mindst de spiselige!

Lidt lækkert til julelegene

For at mindes en anden tid, eller blot for at nyde lidt julestemning og lækkeri, så kan man forsøde tiden med at bage sine egne lækre pebernødder, som jo også kan bruges til at spille mus; en af de mere uskyldige julelege. En anden af de meget gamle juleretter er æbleskiver, som kendes tilbage fra 1600-tallet, og som oprindeligt bestod af en skive æble vendt i dej og stegt. Denne opskrift på gammeldags æbleskiver er dog trods navnet noget nyere og uden æble, men man kan selvfølgelig blot putte et æblestykke i, når man har hældt dejen i æbleskivepanden, hvis man vil have en smagsoplevelse med historiske rødder.

Velbekomme og glædelig jul!