Den mørke årstid er for alvor over os, og hvem nyder ikke at hygge sig inden døre, når det regner og rusker udenfor? Mens man tænder lys, brygger kaffe og glæder sig over den billige strøm, som den kraftige blæst genererer, så er det jo fristende at smække benene op og nyde den gode kop sammen med en lækker kage.
Og så melder den dårlige samvittighed sig… Man burde måske løbe en tur, tage i fitness eller i hvert fald nok spise lidt sundere. Måske skulle man springe kagen og de andre søde snacks over? Det lyder umiddelbart ikke så morsomt, men løsningen kunne også ligge et andet sted. Hvad med i stedet at snuppe en lækker snack uden sukker, såsom en sund muffin eller måske en sukkerfri chokoladekage? Det er efterhånden længe siden, sukkerfrit betød ”uden sød smag”, og der findes et hav af lækre og sunde opskrifter på søde sager, der smager skønt og samtidig er sukkerfrie. Ved at spise mere sukkerfrit kan man leve sundere, måske endda smide et overflødigt kilo, og samtidig tage et stort skridt på vejen til at forebygge folkesygdommen diabetes, især type 2-diabetes, som ikke er medfødt, men udvikler sig på baggrund af livsstil og spisevaner.
På mandag d. 14. november er det Verdens Diabetesdag (VDD), og det er i år femten år siden, at FN besluttede at gøre denne dato til en årlig international mærkedag. Verdens Diabetesdag handler i første omgang om at skabe mere opmærksomhed omkring diabetes, og det er nødvendigt, idet 463 millioner mennesker i verden lever med sygdommen. Diabetes giver udfordringer i hverdagen, men med den rette behandling kan man leve et godt liv, fx er kost og livsstil meget væsentlige faktorer. Selv om der findes gode behandlinger, er det endnu bedre at arbejde for, at færre mennesker udvikler diabetes, og af den grund er der på Verdens Diabetesdag særlig fokus på type 2-diabetes, som er livsstilsbetinget. I Danmark alene lever 76.000 mennesker med uopdaget type 2-diabetes, og yderligere 360.000 er i risiko for at udvikle sygdommen, som har så alvorlige følgesygdomme som hjerteproblemer, amputation, nyresvigt og øjenproblemer.
Der er derfor god grund til at tage sagen alvorligt og selv være med til at forebygge udvikling af type 2-diabetes. I Danmark bakker Diabetesforeningen op om VDD med forskellige indsatser, fx rådgivning og vejledning om sund kost og motion, og derudover opfordrer foreningen befolkningen til at få taget en risikotest for type 2-diabetes. Der er også en række forskellige arrangementer rundt omkring i landet. Du kan læse mere om de mange aktiviteter lige her: Diabetesforeningen.
Måske er du fristet af at deltage i et af arrangementerne, men man kunne også lave sin egen optakt til VDD ved at støtte den gode sag på det helt nære plan med en fristende weekendbrunch, som fx kunne bestå af en frisk mangosmoothie og nogle sprøde og smagfulde pandekager uden sukker. Nyd livet, nyd nogle sunde og velsmagende retter og styrk samtidig dit helbred. What’s not to like?
Velbekomme og god VDD!