Lange dage på stranden kræver god mad
Når solen står højt på himlen og temperaturen stiger, så kan det være rart med en dag på stranden, hvor man kan gemme sig lidt i skyggen af klitter og træer og jævnligt blive afkølet i havets bølger. Sådan en dag i solen kræver noget lækker mad, der er nem at transportere, opbevare og spise, og som kan stille både den lille og store sult.
Færre sprøjtemidler
Dansk frugt og grønt indeholder langt færre sprøjtemidler end udenlandske. Det betyder, at hvis du spiser sæsonens frugt og grønt, så får du mere friske råvarer, da rejsen fra jord til bord er kortere, og af samme grund også billigere råvarer.
Lige nu (juni/juli) er det frugt og grønt som agurk, blomkål, gulerødder, jordbær, tomat, bær og rabarber, som er i sæson.
Hvordan du pakker maden
Ifølge Fødevarestyrelsen er der er række huskeregler, der kan være gode at have i tankerne, når man pakker mad til strandturen. Det kan være svært at holde maden kold og frisk, når solen står højt, og hvis man vil undgå, at madpakken udvikler sig til en bakteriebombe, skal man først og fremmest pakke maden i en køletaske og bruge frosne køleelementer. Du behøver ikke gå ud og investere i begge dele. Nogle frosne juicebrikker kan sagtens bruges til formålet, og når de begynder at tø op, er de en lækker kølig forfriskning i sommervarmen. Det er desuden vigtigt, at maden er fuldstændig afkølet, når den pakkes.
Opbevaring, når du er på stranden
Start med at sætte køletasken et skyggefuldt sted. Hvis køletasken får lov til at stå og bage i solen, vil bakterierne have gode levevilkår, og du risikerer at blive syg af den fordærvede mad. En bakterie bliver til en million bakterier på seks timer, hvis maden efterlades i solen. Derfor er det også en god idé at spise maden, før den bliver lummervarm.
Hvis du skal grille på stranden
Uanset om du griller i haven eller på stranden, skal råt kød holdes adskilt fra de andre madvarer. De forskellige madvarer kan opbevares i lukkede plastbokse eller -poser. Der skal nemlig ikke mere end få dråber kødsaft på din færdige mad fra råt kød til at gøre dig syg.
Frugt og grønt skal skylles hjemmefra
Alt den frugt og grønt, du spiser, skal skylles grundigt, inden det spises råt. Der kan sidde skadelige bakterier og vira på overfladen, der kan være skadelige. Når du skal skylle din frugt og grønt, er det vigtigt, du starter med at vaske dine hænder grundigt, så du undgår at sprede bakterier fra dine egne hænder til maden og mellem de forskellige råvarer.
Smid den mad ud, der ikke bliver spist
Når I er færdige med at spise, skal resterne fra madpakken smides ud. Det er især pålægsvarer, frikadeller, pølser, pastasalater, kartoffelsalater og andre letfordærvelige madvarer, du skal smide ud.
Gode bud på mad, der er nem at have med på stranden
Den mad, vi har lyst til at spise, når det er varmt, er ofte noget lettere, end den mad, vi spiser resten af året. Det varme vejr påvirker appetitten og det er vigtigt, at vi husker at drikke rigeligt vand i varmen, men også at vi husker at få salt. Vi har samlet opskrifter på ti lækre retter og drikke, der er gode at spise i sommervarmen.
Spidskålssalat med sennepsdressing
Den her spidskålssalat med sennepsdressing er så simpel og samtidig så god. Når du har lavet salaten, skal den opbevares i en plastboks i køleskabet indtil du putter den i køletasken og tager mod stranden.
Vandmelonsalat med fetaost
Vandmelonsalat med fetaost er endnu en skøn sommeragtig salat, du kan tage med på stranden. Salaten slukker både sult og tørst og retten indeholder desuden salt, der kan hjælpe med væskebalancen i sommervarmen. Den friske mynte løfter den saftige vandmelon til nye højder og giver retten et frisk pift. Salaten skal opbevares på køl i en plastboks.
Perlebygsalat
Den dejligt mættende perlebygsalat, der smager skønt af æble, avocado, grønkål og senneps vinaigrette, er supernem at tage med på stranden. Du kan tilsætte lige de grøntsager og de frugter, du har lyst til – vi anbefaler altid at spise det, der er i sæson, da det er mest friskt, lækkert og bæredygtigt. Perlebygsalat kan spises som hovedret eller som tilbehør til falafler, lidt grillet kød eller kikærtebøffer.
Kikærtebøffer med yoghurtdressing
De her kikærtebøffer med yoghurtdressing er superlækre både varme og kolde. Derfor er de også perfekte at have med på stranden som tilbehør til de skønne sommersalater, vi allerede har delt opskrifterne på. Hvis du vil spare lidt tid, så laver du dobbeltportion af kikærtebøffer med yoghurtdressing aftenen før og tager resterne med på stranden.
Spicy tunsandwich
Hvis du ikke har lang transporttid til stranden og skal spise kort efter ankomst, er den spicy tunsandwich, vi har fundet opskriften på, et virkeligt lækkert bud på, hvad du skal spise. Den spicy tunsandwich, der lige nu er populær på TikTok og Instagram er meget simpel at lave og har lidt bid pga. chili i tunsalaten.
Sandwich med kalkun og peberfrugtrelish
Et andet godt bud på en sandwich, der er lækker at have med på stranden til at stille den helt store sult, er en sandwich med kalkun og peberfrugtrelish. Du kan lave relishen på forhånd, da den kan holde sig i 6 måneder, hvis den opbevares på køl. Den her sandwich er et stort måltid, så den er oplagt som aftensmåltid eller de dage, hvor der skal lidt mere næring til.
Hjemmelavet pizza
Når du laver en god hjemmelavet pizza med parmaskinke til aftensmad, så kan det være en god idé at lave en ekstra stor portion, så der er rester til madpakken dagen efter. Du kan variere fyldet efter, hvad du har lyst til, og hvad køleskabet indeholder. I den opskrift, vi har fundet frem, er pizzaerne toppet med lækker parmaskinke, rucola og frisk basilikum.
Alt den lækre mad kræver nogle drikkevarer. Vi foreslår en skøn hyldeblomstsaft med rabarber, der er dejligt læskende på en stegende varm sommerdag. Hvis humøret er til det, har vi også en opskrift på margarita, der kan nydes i den lune sommeraften.