Egentlig er det jo lidt paradoksalt, at Store Bededag oprindeligt blev indført af biskoppen Hans Bagger som en helligdag, hvor man tilskyndede folk til at faste, bede om frelse og at bede bøn. Og det fejrer vi så i 2022 ved at mæske os i dejlige hveder, samtidig med at de færreste i Danmark nok heller ikke bruger ret meget tid på hverken at bede bøn eller bede om frelse. Men nok om det.
Uanset om du tror på Hans Bagger, Påskeharen, eller på noget andet for den sags skyld, skal det her udelukkende ses som en uofficiel hyldest til det dejlige bagværk, vi kalder hveder. Og det markerer vi her på Opskrifter.dk naturligvis ved at tilskynde dig til at gøre lige, hvad du vil på denne helligdag kaldet Store Bededag. Du må sågar slå kolbøtter og lytte til jazz, hvis det er det, du har lyst til.
Vores eneste ydmyge krav er blot, at du husker på, at du meget hurtigt og nemt kan lægge en dej til hveder sammen, når du er færdig med at slå kolbøtter, og inden du skal hen i lænestolen for at lytte til jazz.
Store Bededags-bordet
Og som et friskt indspark i en ellers traditionsbetinget helligdag vil vi derudover give dig et gratis forslag til, hvad du kunne supplere dine varme hveder med, så det bliver en komplet oplevelse i stedet for kun en hurtigt overstået dessert.
Allerførst: Få lavet en lækker gang rabarbersaft. Det både læsker, køler og smager godt - ved stort set alle lejligheder.
Dernæst kan du jo supplere hvederne med nogle små, hyggelige knækbrød (de findes også gluten- og melfrie). Så har man lidt at gnaske videre på, når kurven med hveder er blevet tømt.
Og hvis du vil fuldbyrde din Bededagsmiddag, vil vi på det varmeste anbefale dig at kokkerere en gang Lammekoteletter med krydderurter til. Det har som sådan ikke noget med Store Bededag at gøre, men vi er sikre på, at det ville falde i god jord hos Biskop Hans Bagger.
Fredag den 13.
Ovenikøbet falder Store Bededag anno 2022 fredag den 13., så hvis vi absolut skal lege videre inden for det overtroiske, kan du jo hylde sammentræffet ved at male dødningehoveder på dine hveder, eller eventuelt få hele familien til at iføre sig hockeymasker, mens I spiser dem. Men det er naturligvis helt op til jer selv. Man kan også bare hygge sig på traditionel vis - det får I nok en lidt mere hyggelig aften ud af.
God fornøjelse med anretningen - og rigtig glædelig Store Bededag!